Ny bolig i Vene Horizonte condominiums

En blog er ikke særlig sjov, hvis den ikke bliver opdateret jævnligt, men de sidste stykke tid har der ikke været det store at fortælle. Dagene har jeg brugt på at mingle og på at lære området at kende (primært Escazu). Hos Dan og Elizabeth har det været svært at arbejde. Mit værelses eneste møbel var en seng og det eneste bord, jeg kunne bruge som arbejdsplads var spisebordet i stuen. Der var næsten altid nogen hjemme og altid forstyrrende larm.

Nu er situationen imidlertidig en anden. Igår flyttede jeg ind i et lækkert hus – eller rækkehus er det vel nærmere – sammen med Karim, en internet entrepreneur fra Schweitz. Vi aftalte for et par uger siden, at vi ville deles om en rummelig bolig og fandt ret hurtigt et pragteksemplar af slagsen.

Rækkehuset ejer Ulf og Crucita (Thereza Cruc, men hun bliver kaldt Crucita af alle). Ulf er som navnet antyder dansker. Han er oprindeligt fra Nordsjælland, men har boet rundt omkring i verden det meste af sit liv. Han har bl.a. boet et par år i Spanien, Indien og Matinique, 14 år i Nepal, hvor han studerede buddhistisk kunst og senere 8 år i Venezuela, hvor han mødte Crucita, som har været hans kone igennem 18 år. Cruzita er arbejdssøgende engelsk og spansklærer. De har boet i Holte i 12 år, så hun taler også dansk, hvilket er ret heldigt for mig. Udover at have mødt to herlige mennesker og fundet en fantastisk bolig, lader det til at jeg har fundet mig en privat spansklærer. Ulf advarede mig igår spøgfuldt om, at Crucita svinger pisken, når hun indtager rollen som lærer, men så meget desto bedre. Jeg har hårdt brug for at lære spansk. Det er de færreste Costa Ricanere, der taler så meget engelsk at man kan føre en fornuftig samtale med dem.

Fik jeg nævnt at boligen er fantastisk? Den er rummelig, her er højt til loftet, der er masser af skabsplads og alt er nyt og lækkert. Boligområdet (“Gated Community”) hedder “Altos de Horizonte” og byen er stadig Escazu. Boligkomplekset (condominiums, en slags ejerforening) hedder Vene Horizonte og er så nyt, at de sidste boliger stadig ikke er færdigbygget. Her er næsten 30 boliger, men det er kun de 5 af dem der er fast beboet. Resten er primært købt af udlændinge som kombinerede investeringer og ferieboliger.

OBS: Hvis I undrer jer over, at der af og til kommer en post frem med en ældre dato skyldes det, at jeg er begyndt at skrive den på den dag, men ikke fik skrevet den færdig/fik den publiceret.

Tur til vulkanen Poás

På min tredje dag i Costa Rica, var jeg på udflugt sammen med Nancy, en nyfunden ven og hendes veninde Karla. Turen gik fra Escazu og igennem trafikmylderet i San Jose til Heredia og derfra op igennem bjergene til vulkanen Poás. Trafikken er fuldstændig vanvittig her. I Paris er trafikken storslem, men franskmændene er de rene søndagsbillister i forhold til den gængse Tico [Costa Ricaner, red.].

Poás er en stratovulkan bestående af adskillige koner, kupler og to store kratersøer tæt på dens højdepunkt.

Der var en del skyer, så pigerne vidste på forhånd at den 5600 hektarer store nationalpark (Poas Volcano National Park) ville være lukket, men vi tog alligevel turen derop. Højdepunktet på vulkanen er små 55 km fra Escazú, hvor jeg bor.

Det var en fantastisk tur. Det knap så kønne syn af San Jose, blev snart udskiftet af det ene storslåede scenarie efter det andet. Kæmpe kaffeplantager, marker med kuperet terræn og bjergsider med hundredevis af forskellige slags buske, træer og blomster. Terrænet ændrede sig enormt for hver 4-5 minutters kørsel. Skyerne tog det meste af udsigten, men var også en flot del af den, når den strøg hen over vejen, som om der stod kæmpe røgkanoner længere fremme.

Da parken var lukket kørte vi lidt ned af bjerget igen og stoppede ved en restaurant, hvor vi spiste, fik et glas vin og jeg fik en kop mørk Costa Ricansk kaffe. Mens vi sad der begyndte det at lyne og tordne. Jeg elsker tordenvejr, så det var lidt af en oplevelse at sidde så godt som midt i ét. Et tordenskrald lyder temmeligt højt, når man befinder sig midt i skyerne!

Mine første dage i Costa Rica

I mit første døgn i Costa Rica opholdte jeg mig på “Costa Verde Escazú”, et mindre Bed & Breakfast i Escazú Centro.

Tirsdag, dag nummer to, mødtes jeg med Dan, en amerikansk softwareudvikler som har boet i Costa Rica de seneste 6 år. Vi havde på forhånd lavet en halv aftale om, at jeg måske skulle leje halvdelen af hans condo i en måneds tid, så den skulle jeg se og vi skulle lige se hinanden an. Det gik fint og jeg rykkede ind samme aften. Jeg var ikke vanvittig tryg ved at have min laptop og alle mine andre ejendele liggende på det lejede værelse i Costa Verde, så det er lækkert at fundet noget mere sikkert.

Det øste ned, da jeg stod i det åbne kontor i Costa Verde og ventede på den taxa, der skulle køre mig til Guachipelin og forbi en ATM på vejen, da jeg var løbet tør for kontanter. Regn måtte da få krybene frem, tænkte jeg, så jeg kiggede mig lidt omkring i “håbet” om at finde en overdimensioneret edderkop. Hvad man ønsker, skal man få.. Der gik ikke 5 sekunder før jeg spottede Lille Peter, der så ud til at tage en slapper og nyde at være i læ fra regnen. Jeg holdte mig i en afstand af små halvanden meter, så et makrobillede blev det ikke til. Den bette skids størrelse var alligevel stor nok til, at den indgyede respekt.

Taxaturen var lidt af en prøve. Chaufføren kunne ikke et ord engelsk og de 10-15 ord jeg kan på spansk var ikke synderligt nyttige, men med en hel del improviseret tegnesprog lykkedes det at finde en ATM og komme frem til endedestinationen.

Elizabeth grinte, da jeg fortalte, at Peter er den største edderkop jeg til dato har set i det fri. Jeg var klar over, at han var lille i forhold til standarden her, meen… Hun viste mig et par billeder af Peters slægtninge, der tydeligvis alle havde taget sterioder i deres unge dage, plus billeder fra en tur de havde været på i en grotte, hvor de på skift havde holdt en gigantisk grøn edderkop i dens ene ben over deres hoveder (med åben mund) så det så ud som om, at de skulle til at spise krabatten. Yummi!

Dan og Elizabeth (hans Costa Ricanske/tica kæreste) er super flinke og imødekommende. De bød på hjemmelavede hamburgers i går. Vi sludrede i +3 timer om fagrelateret stof, Costa Rica, overregulerende og korrupte regeringer (særligt US, det såkaldte “frie land”). Ganske hyggeligt. Dan er software udvikler og ejer et outsourcing firma med 9 ansatte, der primært arbejder for amerikanske virksomheder. Elizabeth studerer computer science, så vi har alle lidt tilfælles.

In Costa Rica, baby!

Hola!

Jeg er langt om længe i Costa Rica. Klokken er i skrivende stund 07:50 i Danmark og 23:50 her i Costa Rica.

Førstehånds indtryk:

Costa Rica er virkelig et tredje verdens land! Escazú, hvor jeg pt. opholder mig, skulle være et af de mest eksklusive steder i Costa Rica. Indtil videre har jeg kun en køretur i mulm og mørke at dømme ud fra, men bygningerne ser temmelige sløje ud. Tror dog kun jeg har set Escazú “Centro”, men ud fra de udsagn jeg havde hørt og de par billeder jeg har set, havde jeg gjort mig en forestilling om, at centrum af Escazú var et ret eksklusivt sted. Jeg fik 3 timers søvn natten mellem søndag og mandag, stod op kl. 5, drog mod lufthavnen og har siden da (de seneste 26 ½ time) sovet noget nær 3 x 10 minutter i flyene. Kort sagt: Jeg er jævnt smadret og ikke fem potter p.. værd pt. (pardon my french), så førstehånds indtrykket bliver lige nulstillet.

Jeg har indlogeret mig på Costa Verde Escazú, et billigt, halvforfaldent hotel. Det var, hvad taxachaufføren havde nummeret til (jeg havde glemt at reservere et værelse på forhånd, tsk tsk…).

Lasse er træt.

Vil finde tandbørsten, børste bisser og tjekke værelset for eventuel tilstedeværelse af kryb a la Lille Peter Edderkop i voldsomt forvoksede udgaver og så ellers (forhåbentlig alene) lulle i en tung, tung søvn.

‘nat.

Kvinder!

De seneste par uger har jeg gået og forberedt mig på flytningen til Costa Rica.

Lejligheden er ryddet for møbler og tingeltangel, diverse dokumenter er indhentet, notariseret og legaliseret for at imødekomme immigrationsmyndighedernes krav i Costa Rica. Sidst, men ikke mindst, var jeg ved at få en aftale i hus omkring virksomheden herhjemme. En kvinde skulle købe mit holdingselskab, jeg skulle købe mig personligt ind i datterselskabet og hun skal varetage driften, imens jeg varetog markedsføringen m.m. fra CR. Vi gav håndtryk og revisoren blev sat i sving. Fire dage senere, en lille uge før jeg havde planlagt at rejse, modtager jeg en mail fra hende, hvor hun undskyldte meget, men hendes mand var blevet stiktosset, da hun fortalte ham, at vi havde indgået en aftale. Hun havde simpelthen glemt at involvere ham i sine planer og havde forventet frie tøjler og velvilje uanset. Det kom virkelig bag på hende, at han reagerede sådan.

Så der fik jeg spildt godt og vel en uges tid. Nu er tid jo heldigvis det jeg har allermest af, så det spiller ingen rolle (hence the irony).

Rejsen er udsat en lille uges tid eller to.

Små og store glæder…

Jeg går rundt i en mindre ekstase for tiden grundet min snarlige emigrering til Costa Rica, mine foretagerne (særligt den nye virksomhed) og.. Ja, bare livet generelt. Det er jo fantastisk.

Hvor jeg tidligere har undret mig over om påstanden om, at man bruger færre muskelkræfter på at smile end ikke-at-smile, er jeg nu så godt som overbevidst om, at der er hold i påstanden. Jeg vader i hvert fald rundt med et sagligt smil på læberne 24/7 og det letter absolut mere end det trykker.

For et par dage siden var jeg i Netto. Mens jeg ventede på at det blev min tur til at smide varerne op på disken, brugte jeg som sædvanlig tiden på at skimme de “sensationelle” nyheder på diverse sladderblade. Et billede af en jordemoderstuderende og mor til to, som lige har vundet 2 millioner i Deal or No Deal fængede, fik mig til at smågrine og gjorde smilet endnu mere intenst. Billedet står ret nærmest printet på nethinden. Kvinden her ved tilsyneladende, hvordan jeg har det:

Fedt udtryk!

Foto (c) Henrik Ohsten/TV 2

Wow!

Jeg elsker dygtige vokalister. Denne bette skid må være fra en anden planet. Hun (Bianca Ryan) er 11 år gammel og har et register og en teknik, der kan konkurrere med mange af de store navne.

Skru op for lyden…

Ufatteligt. Hvor får hun luften fra? Her synger hun Janis Joplins “Take a little piece of my heart” (lyden er desværre elendig):

De’ jo crazy! Et sidste klip, hvor hun synger “I believe I can fly” (der er to minutters pludren i starten – hav tålmodighed):

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.